15. Artikel om Det Ønskede Samfund

posted in: 2020 | 0

11. december 2020

Kronikken til 9. debatmøde den 17. december 2020

”Opsamling og udsyn mod Det Ønskede Samfund”

Indledning

Debatten om Det Ønskede Samfund har været i gang siden den 09. marts i år. Det er blevet til otte spændende debataftener hen over året og den niende og sidste debat i år står for døren og gennemføres torsdag den 17. december 2020, kl. 19-21. Det er tid til at samle op og kigge frem mod det kommende debatår. For debatten fortsætter. Det gør den fordi, når en krise præger os allermest, så giver det god mening at intensivere debatten om Det Ønskede Samfund og starte med at skabe de forandringer, der skal til allerede nu.

Opsamling

Da vi startede debatten var vi tre (Mette, Uffe og Erik). Nu er vi 53, der er følger og er med i debatten. Da vi efter 1. debataften blev tvunget til at gå virtuelt på Zoom, kom hele landet med. Ja, vi rækker lige nu også ind over grænsen til Tyskland (Rendsburg). Ud over de ni debataftener er det blevet til foreløbig 14 korte kronikker og artikler i Fredericia Dagblad, på LinkedIn og Facebook.

Strategien har været klar fra starten og debatemnerne mange og komplekse. Vi startede med at få godt styr på, hvad vi gerne vil fastholde fra vores nuværende samfund. Vi blev alle positivt inspirerede af, hvor meget vi egentligt ønsker at tage med fra vores nuværende samfund. Det blev til godt 25 forskellige temaer. Meget som vi i dagligdagen tog for givet, men som corona-krisen så smerteligt har gjort os mere bevidste om. Med det på plads tog vi det næste og lidt usædvanlige skridt på den tredje debataften. Vi satte vores grundlæggende værdier til debat og fik synliggjort de umiddelbart vigtigste værdier for Det Ønskede Samfund, inden vi gik videre. Det gjorde vi, fordi værdidebatten skal følge os hele vejen. Den er med til at danne meningen med det vi vil. De efterfølgende fem debataftener har vi brugt til at blive mere klare på, hvad er det for et samfund vi ønsker at se frem til, udover det vi allerede har. Igen blev emnerne til mange og ofte komplekse, men vi kogte dem ned til fire hovedtemaer, som hver fik sin aften: ”Evnen til at kommunikere”, ”Friheden”, ”Kulturen” og sidst ”Magten”. Forud for hver debataften udsendte vi en kort kronik og fulgte op med en opfølgningsartikel, som opsummerede debataftenens resultater. Alle kronikker og artikler finder du på Fredericia Dagblads hjemmeside.

Debatten fortsætter også i 2021

Vi fortsætter debatten på torsdag den 17. december 2020, kl. 19-21, hvor vi den første time stiller skarpt på, hvor langt vi er kommet i debatten? og hvad er de vigtigste resultater vi har nået indtil videre? I den anden time kigger vi ind på debatten i 2021: Hvilke emner og temaer er det vi nødvendigvis bør debattere videre og få en dybere indsigt i? Hvordan bliver vi mere konkrete i vores forslag? Hvilke nye debatemner skal vi have fat i? Ja, mange flere spørgsmål vil sikkert dukke op.

Og vi har brug for din hjælp til at finde svarene på dem, høre din mening og dine forslag og finde kreative og bæredygtige løsningerne,

som vi kan implementere i Det Ønskede Samfund.

Så kom og giv din mening til kende sammen med os andre, så vi finder løsninger i fællesskab.

Afrunding

Debataftenen om OPSAMLING OG UDSYN MOD DET ØNSKEDE SAMFUND foregår virtuelt på Zoom torsdag den 17. december 2020, kl. 19-21. Efter et kort oplæg går debatten i gang. Kom og vær med J

Tilmelding er nødvendig og deadline er torsdag den 17. december 2020, kl. 12. Du er velkommen til at tilmelde dig allerede nu ved Erik Schwensen (es@es-leadership.dk).

Send også gerne indspark til debatten til enten Uffe Steiner Jensen (uffesteinerjensen@gmail.com) eller Erik Schwensen (es@es-leadership.dk), så vi får det hele med.

Vi ses 🙂

Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen

Please follow and like us:
error
fb-share-icon
Follow Erik Schwensen:

Latest posts from

Skriv et svar